Juleferie fra d. 20/12 - 2/1. Det er stadig muligt at bestille på webshoppen, få fakturaen dateret i 2024 og vente med levering til januar. Tak for et fantastisk 2024!

13.06.2024

Pickleball spilleregler

Grundlæggende pickleball regler


Velkommen til denne vejledning med pickleball regler, en sport der vinder mere og mere popularitet dag for dag. Pickleball er en fantastisk måde at engagere elever og medlemmer i fysisk aktivitet, uanset alder eller færdighedsniveau. Det er en sport, der kombinerer elementer fra tennis, badminton og bordtennis, og det er en fremragende måde at fremme både fysisk kondition og social interaktion.

I denne vejledning vil vi gennemgå de grundlæggende regler for pickleball, fra opsætning af banen til pointtælling og spillets gang. Vi har designet denne vejledning til at være så tilgængelig som muligt, så du nemt kan introducere denne spændende sport i din skole, institution, eller forening.

Grundlæggende regler

  • Pickleball spilles enten som double (to spillere per hold) eller single.
  • Double er mest almindelig.
  • Der bruges samme størrelse spilleområde og regler til både single og double.

Serven

  • Alle server skal være underhåndsserv.
  • Battets kontakt med bolden skal være under serverens talje (navleniveau).
  • Serven skal udføres med begge fødder bag baglinjen. Ingen af fødderne må røre linjen eller banen før bolden er slået.
  • Serven skal slås diagonalt på modsatte banehalvdel og lande inden for rammerne af den modsatte banehalvdel.
  • Kun ét servforsøg er tilladt, medmindre bolden rører nettet og lander på den modsatte banehalvdel (så må serven tages om).

Spillets gang

  • Begge spillere på det servende hold har mulighed for at serve og score point, indtil de begår en fejl (bortset fra den første bold der bliver spillet i starten af hvert nyt spil).
  • Den første serv på begge sider skal udføres fra højre banehalvdel.
  • Når der er scoret et point, skifter serveren side og server fra venstre side af banen.
  • Når den første server laver en fejl, fortsætter partneren med at serve fra den position han/hun står på (bortset fra den første bold der bliver spillet i starten af hvert nyt spil).
  • Anden serveren fortsætter med at serve og skifte fra side til side, indtil hans hold laver en fejl og serveretten går over til det andet hold.
  • Når serven går over på det andet hold, skal den første serv laves fra højre hjørne, og begge spillere har mulighed for at serve og lave point, indtil deres hold har lavet to fejl.
  • I single server serveren fra det højre hjørne, når scoren er lige, og fra venstre, når scoren er ulige.
  • I begyndelsen af hvert nyt spil har det servende hold kun én serv, hvorefter serven overgår til det modtagende hold, når der er begået fejl.

Scoring

  • Kun det servende hold kan score point.
  • Et spil spilles normalt til 11 point, dog skal man vinde med 2 point.
  • Turneringer kan spilles til 15 eller 21 point, men der skal stadig vindes med 2 point.
  • Når det servende holds score er lige (0, 2, 4, 6, 8, 10), vil den spiller, der lavede den første serv i spillet, stå i højre side af banen, når der serves og modtages.
  • Når scoren er ulige (1, 3, 5, 7, 9), vil spilleren være i venstre side, når de server og modtager.

Dobbelt-bounce reglen

  • Når bolden serves, skal det modtagende hold lade bolden hoppe én gang, før den returneres. Ligeledes på den anden side.
  • Efter bolden har hoppet én gang på begge banehalvdele, er det tilladt for begge hold at ramme bolden uden, at den har rørt banen.

Køkkenet

  • ”Non-volley zone” kaldes også i daglig tale for “køkkenet”. Det er området, der grænser op til nettet.
  • Det er ikke tilladt at træde ind i køkkenet eller på linjen til køkkenet. Det vil betegnes som en fejl.
  • Det betegnes som en fejl, hvis en spiller lander i eller på linjen til køkkenet efter at have slået et slag. Selv hvis bolden er deklareret ude før dette sker.
  • En spiller kan lovligt træde i eller på linjen til køkkenet, når bolden ikke er på deres banehalvdel.

Linjerne

  • En bold, der rører en linje, betragtes som inde (med undtagelse af køkkenlinjen, hvor den er ude).
  • En serv, der rammer linjen til køkkenet, er en fejl.

Fejl

  • En fejl af det modtagende hold resulterer i et point til det servende hold.
  • En fejl af det servende hold resulterer i, at serveren taber sin serveret.
  • En fejl opstår, når:
    • En serv ikke lander inden for rammerne af den modtagende banehalvdel.
    • Hvis der serves ukorrekt.
    • Bolden lander i nettet på serven eller ved et returslag.
    • Bolden bliver slået før, den har hoppet én gang på hver side (ved serv).
    • Bolden slås ud af banen.
    • En bold slås inde fra køkkenet.
    • En bold hopper to gange, før den rammes af modtageren.
    • En spiller, spillerens tøj, eller en del af en spillers bat rører nettet eller nettets pæle, når bolden er i spil.
    • En bold i spil rammer en spiller eller noget, spilleren er iført eller bærer.

Hvem skal starte?

  • Spillerne bruger en mønt for at afgøre, hvem der skal serve først. Vinderen vælger, hvem der skal serve først, og på hvilken banehalvdel.

Tips til pickleball regler:

  • Prøv at spille serven lang, dyb og varieret i retning.
  • Serv fra nær midterlinjen, så er det lettere at komme på plads efter serven.
  • Prøv at slå returboldene dybe og ud til hjørnerne.
  • Prøv at tvinge modstanderne til at bruge deres baghånd, da de fleste spillere er svagere der.
  • Prøv at holde ansigtet mod din modstander. På den måde er du i en bedre position til at returnere et slag til begge sider.
  • Varier dine slag, så modstanderne ikke kan forudse dig.
  • Hvis din modstander har formået at komme til nettet, og du stadig er langt tilbage på banen, har du tre valgmuligheder: lave et hårdt passerende slag, lave et faldende slag, der rammer jorden ved din modstanders fødder, eller lave et loop.